Bedchair

En bedchair er noget af det mere luksuriøse tilbehør, du kan give dig selv som lystfisker – ikke desto mindre er det luksuriøst tilbehør, du vil blive utroligt glad for!

‘Bedchair’ er et engelsk ord og betyder ‘senge-stol’. Det er egentligt en ganske udmærket forklaring på, hvad en bedchair er: Det er en kombineret seng og stol. Bedchairs er især populære blandt karpefiskere, som tit tager på mindre udflugter til de steder, hvor karpen lever i Danmark. Sådanne ture er mest kendt fra England, men er også et fænomen, der bliver mere og mere populært i Danmark.

Under de små karpeekspeditioner er det normalt, at man bliver natten over. Karpen er fra naturens side en meget sky fisk, som dog bliver lidt modigere eftersom natten falder på, og også når solen står op. Man skal stå meget tidligt op, for at komme ud til ens fiskested klokken 05.00-06.00 om morgenen, hvor karpen især er villig til at bide på. Derfor overnatter mange i stedet for ved fiskestedet, og der er en bedchair meget nyttig.

En bedchair ligner lidt en liggestol. Om dagen, når du enten læser, arbejder lidt eller lignende, mens du venter på, at karperne sluger din madding, kan du sidde på din bedchair. Om natten når mørket falder på, kan du brede din sovepose ud over din bedchair, hvorved du har et underlag næsten lige så behageligt som sengen derhjemme.

Der findes et væld af forskellige bedchairs. Nogle er afgjort mere luksuriøse end andre, men man kan sagtens finde lidt skrabede bedchairs fra omkring tusinde kroner og op.

Disse bedchairs er også glimrende til korte ture, og har især en fordel i og med at de tit er lettere end de lidt dyrere modeller. Til gengæld får man nogle andre fordele med en dyrere bedchair: et bredere liggeunderlag, ekstra forede madrasser, ergonomiske madrasser, letvægts-aluminium, justerbare ben, der kan stå i selv mudder og meget andet. Alt efter hvor mange penge, man er villig til at spendere på ens bedchair, kan man få mange anderledes ting.

Sikkert er det dog, at en bedchair er en yderst populær tilføjelse hos rigtigt mange karpefiskere. At sove på de bløde madrasser i stedet for den hårde jord, er de fleste villige til at bruge en smule penge på. Køber man en bedchair og en karpeparasol, har man allerede sikret sig en god fisketur – og så kommer fiskene helt af sig selv.

Køb dit karpegrej og din bedchair her:
LEDIG REKLAMEPLADS – FÅ DIN BUTIK HER EKSKLUSIVT
Skriv til mads@fiskemagasinet.dk for at få en pris.